Samarbejde med Sofakompagniet til fordel for AIDS-Fondet

Vi har fået lov til at male på en sofa! En super sjov og lidt skræmmende opgave… 

Sofakompagniet x Kamman & Pedersen

For godt en måned siden blev vi kontaktet af Sofakompagniet, de havde den her ide om et samarbejde til fordel for AIDS-Fondet. Det var ikke noget, vi på nogen måde, var i tvivl om, vi gerne ville støtte op om.

Men da sofaen stod der, og den første streg og de første penselsstrøg skulle laves, var det alligvel en stor opgave og vi er ikke for fine til at indrømme, at vi også blev lidt nervøse for resultatet. For der er jo lidt noget andet end at male på lærred eller papir – for der kan man jo nemmere starte forfra. Men vi havde lavet en skitse og da vi først var i gang gik det rigtig godt. Omend det blev til mange timer og flere af dem sent om aftenen. Vi er stolte af resultatet og kan med sikkerhed sige, at den er malet med masser af kærlighed.

Vores process

På sofaen har vi håndmalet et stort motiv med masser af glæde, varme og botaniske boho noter – en reference til det liv, vi i den grad mener, bør leves, og det smukke i at give plads til hinanden, og huske at hjælpe hinanden. I planteriget har alle planter en funktion, de hjælper hinanden til at udfylde deres rolle på bedste vis, og bevare et balanceret økosystem – det medfører en eksplosion af farver og vækst.

For os har det været med rigtig stor glæde, at vi har fået lov til at kombinere, det vi elsker at lave, med at støtte en god sag. Blandt mange gode sager, er AIDS-Fondet noget som vi begge mener bør have et vedvarende fokus.

Det er jo ikke kun i Danmark AIDS-Fondet gør et kæmpe stykke arbejde. I udlandet forebygger de hele tiden, og i meget større skala. Samtidig står de også med udfordringer som diskrimination, stigma og stadig stor uvidenhed om smittefare.

Vi håber denne sofa vil få et godt liv, men mest af alt, at støttebeløbet vil give mange gode liv.

Auktionen løber fra tirsdag d. 22. november til lørdag d. 3. december 2016. Og du kan byde på den her:
http://www.lauritz.com/da/auktion/tre-personers-sofa-saakaldt-kunst-sofa-fra-sofakompagniet/i4483169/